Der er masser af eksempler på reality-forhold, som går i stykker, så snart kameraerne stopper med at rulle.
Men så er der også de forhold, som varer ved. Og sådan et har reality-stjernerne Anna Due og Martin "Ham den gamle" Hjort, tyder meget på. De mødte hinanden under optagelserne til Paradise Hotel, og nu er parret oven blevet forældre til en lille dreng.
- Hvordan kan man lave noget, der er så perfekt? Han er så dejlig, skriver den nybagte mor på sin Facebook-profil.
Ifølge 22-årige Due vejer det nye familiemedlem 3876 gram og måler 51 centimeter. Fødslen gik desuden som smurt, selv om der var en enkelt uheldig episode på fødegangen.
- Fødslen gik virkelig godt, men min søde kæreste valgte at falde om, da han så hovedet, og så hvor blå jeg var i ansigtet på grund af presset. Men hvor er vi glade! Vi har ikke sovet siden, fordi vi bare ligger og kigger på vores vidunder, skriver hun.
Og på trods af besvimelsen er den nybagte far efter alt at dømme lige så lykkelig som sin bedre halvdel.
- Ord er ikke nok, skriver han således som kommentar til et billede af sin nye søn og sin kæreste, som ligger i hver deres hospitalsseng og sover.
Newspaq