Normalt er Rønde en lille støvet jysk by med 2.400 mennesker, men i aften ændrer det sig.
Ifølge jp.dk bliver byens provinsdiskotek Crazy Daisy invaderet af 23 deltagere fra dette års udgave af Paradise Hotel, og det er vel efterhånden almindeligt kendt, at de forstår at skabe en fest. Besøget i Rønde er første del af en turné, hvor de semi-kendte drukkenbolte vil gæste danske diskoteker.
"Vi holder festerne for at bringe de kendte Paradise Hotel-deltagere ud til seerne, så de kan få deres egen Paradise Hotel-fest, siger Anders Buchmann fra eventbureauet Brandvenue, der arrangerer festerne til JP.
Ifølge Anders Buchmann er det showets voksende popularitet, som har givet ham ideen til at lave festerne.
"Seerne, som kom sidste år, blev helt elektriske, når de så deltagerne i live. Det er jo tv-program, der har fået øget seertallene de sidste seks år. Så det er på tide, at de menige danskere kan deltage på egen hånd," forklarer Anders Buchmann.
Ud over Rønde kommer Paradise-deltagerne også til at besøge Aalborg, Middelfart og København.