Det traditionsrige par nummer syv i årets danske seksdagesløb i Ballerup bliver et rent dansk foretagende.
Jakob Piils makker bliver nemlig den talentfulde Alex Rasmussen. Det meddeler løbsleder Henrik Elmgreen.
Det havde ellers været overvejet at sætte Jakob Piil sammen med en stærk udenlandsk rytter, men det endte altså med en rent dansk løsning, hvilket sikkert vil glæde de danske tilskuere, som vil valfarte til Ballerup Super Arena i dagene far den 1. til den 6. februar, når det 45. københavnske seksdagesløb finder sted.
»Når jeg har valgt den danske løsning, så er det fordi jeg har tillid til de to ryttere og tror, at de vil kunne gøre det rigtig godt sammen,« siger arrangør Henrik Elmgreen i en pressemeddelelse.
Også Jakob Piil er godt tilfreds med at være en del af et dansk par nummer syv.
»Selvfølgelig kunne det være tillokkende at køre seksdagesløbet med en af de etablere udenlandske stjerner, men jeg synes det er utroligt spændende og en stor udfordring at køre med et kæmpetalent som Alex,« siger Jakob Piil.