Et britisk par er blevet anholdt efter at have haft sex foran Windsor Castle, som også er kendt som dronning Elizabeths residens.
Det beretter britiske medier.
Parret udså sig en passende græsskråning foran slottet, hvorpå de smed kludene og tog fat. Optrinnet blev overværet af mange turister.
Afdelingen for beskyttelse af de kongelige udviste handlekraft, da dronningen ikke gerne ser, at plænen betrædes. De to elskende i starten af 30'erne blev derfor anholdt.
Angiveligt blev parret meget overraskede over, at deres handlinger blev betragtet som forkerte. Ifølge politiet er det velfungerende mennesker med gode jobs.
Efter en nat i arresten blev de sat på fri fod igen efter en advarsel om at dyrke hinanden på mindre hellige steder fremover.
Windsor Castle er det største beboede slot i verden.