Paskontrollører verden over har nok hørt mange dårlige undskyldninger, men den her har de vist ikke hørt før. Det er dog ikke en dårlig undskyldning, men ganske vist, at en papegøje i New Zealand har stjålet en mands pas.
Papegøjen stjal passet fra bagagerummet i en turistbus, der var holdt ind til siden på vejen til Milford Sound, der er en del af nationalparken Fiordland.
Manden, der nu står uden pas, vil ikke have sit navn frem, men han afslørede, at han ikke havde mistet sit gode humør.
"Mit pas er et sted derude i Fiordland. Papegøjen bruger det sikkert til bedrageri eller noget i den stil," siger han kækt ifølge Guardian.co.uk.
"Jeg vil aldrig kigge på en papegøje på samme måde igen," siger han.