Generel overvågning af borgerne er ulovlig, erkender justitsminister Søren Pape Poulsen (K), som varsler en tilpasning af logningsreglerne.
Det siger han i et samråd torsdag, hvor han samtidig oplyser, at regeringen udskyder nye regler for indsamling af telekunders oplysninger til sommer.
I regeringsgrundlaget fra november var de nye regler ellers bebudet i begyndelsen af året.
Men en afgørelse ved EU-Domstolen mellem teleselskaber i Sverige og Storbritannien kort før jul har betydning for de danske regler, lyder det.
Derfor udskyder justitsministeren nu de nye regler. Men trods EU-dommen vil han ikke suspendere de danske regler indtil da.
- Vi kommer ikke til at suspendere eller ophæve de gældende logningsregler, uden at vi har et nyt system på plads. Det er loggede oplysninger simpelthen for vigtige til.
- Der er ingen regler for, hvor hurtigt medlemslandene skal leve op til en EU-dom, siger Pape.
Den danske logningsbekendtgørelse kræver, at teleselskaberne indsamler oplysninger om alle danske telekunder et år tilbage i tiden.
Oplysningerne fortæller, hvem kunderne har ringet til, hvem de har sms'et til, og hvilken mast telefonen har været forbundet til.
Det kan give et meget præcist billede af, hvor den enkelte har befundet sig - og er derfor et vigtigt redskab for politiet.
Flere medlemmer af oppositionen giver under samrådet udtryk for, at de er rystet over, at regeringen ikke vil rette ind efter EU-dommen. Men det kan justitsministeren slet ikke genkende:
- Nu kan rystelser gå begge veje, for jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til, at man ikke har en forståelse for, hvilke konsekvenser det her vil have, hvis vi stoppede i dag.
- Jeg er fuldstændig rystet, jeg er fuldstændig rystet. Men det skal jeg prøve at ryste af mig, siger Pape.
EU-dommen blev afsagt kort før jul. Den betyder, at masselogning skal "begrænses til det strengt nødvendige".
Et forslag om sessionslogning fra tidligere justitsminister Søren Pind (V) blev for et år siden droppet.
Det skete efter pres fra blandt andet teleselskaberne, da forslaget ifølge en analyse ville koste dem en milliard kroner om året.
/ritzau/