I dag klokken 12 skal Grækenlands nye regeringsleder Lucas Papademos holde sin tiltrædelsestale.
Lederne af landets politiske partier har peget på den 64-årige økonom som landets midlertidige leder, efter George Papandreou trådte tilbage.
"Æren er stor, og ansvaret endnu større," sagde den nye regeringsleder i går til journalister, da han forlod præsidentpaladset, efter han var blevet udnævnt som leder af den nye koalitionsregering for det kriseramte land.
Papademos bliver kaldt en bureaukrat, og han er også meget klar i mælet, når det kommer til sin egen person.
"Jeg er ikke politiker. Men jeg har dedikeret størstedelen af min karriere til arbejdet med den europæiske og den græske økonomi. Vores økonomi har fortsat enorme problemer, selvom vi har justeret på skattelovgivningen og forbedret konkurrenceevnen," sagde Lucas Papademos i går.
Lucas Papademos er uddannet i England, og han har gennem en årrække været vicepræsident for Den Europæiske Centralbank.
Kilde: The Guardian