Animal Collective-medlemmet, Noah Lennox, bekræfter, at han har et nyt soloalbum på vej. Det skulle være mindre samplebaseret end tidligere, skriver gaffa.dk.
Noah Lennox er et musikalsk multitalent, der er kendt som en fjerdedel af den roste indiegruppe Animal Collective og for utallige sideprojekter og ikke mindst hans eget soloprojekt, Panda Bear.
Og nu er han tilsyneladende klar med flere beats fra den sort-hvide bjørn.
"Det har været en lang proces. Jeg har tænkt på det i lang tid, mens vi lavede 'Merriweather Post Pavilion', så det var en lang forløsning i mit sind, og det begyndte egentlig først at ligne noget i september. Det er temmelig skræmmende at lave noget totalt anderledes," siger han til pedestrian.tv.
Han fortæller, at rytmerne vil være simple, elektroniske og rå. Og så skal lytterne ikke forvente sig meget vokal men i stedet lyden af trommer og guitar.
Udover Panda Bear er han også en del af projekterne 'Jane' og 'Together'.