Skuespiller og fotomodel Pamela Anderson er nu gået ind i dyrevelfærdskampen. Hun har kontaktet myndighederne i Mumbai for at få dem til at sterilisere deres herreløse hunde.
"Det er kendt, at det at slå herreløse hunde ihjel ikke er nogen permanent løsning for at kontrollere deres bestand. Hunde kan ikke bruge kondomer, men med kommunens hjælp kan de blive "ordnet" - smertefrit, hurtigt og permanent," fortæller den tidligere Baywatch-stjerne ifølge AFP.
Det har længe været normalt at slå de mange tusinde herreløse hunde ihjel i Indien, og det er det, den 41-årige skuespiller nu opponerer imod.
"Det har vist sig at være ueffektivt at bare slå hundene ihjel, hvis man vil bringe bestanden og den dødelige hundegalskab ned. Det er ikke kun set fra hundens synspunkt, men også fra menneskets," forklarer hun.