Et møde, der skulle sætte en stopper for den årelange og blodige strid mellem de palæstinensiske fraktioner, blev søndag aflyst, skriver AFP.
Mødet mellem Hamas-lederen Khaled Meshaal og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas fra Fatah-bevægelsen, skulle have fundet sted allerede lørdag aften, men det blev i første omgang udskudt og siden helt aflyst. De to toppolitikere skulle have forhandlet om ministerposterne i en palæstinensisk samlingsregering, men allerede inden mødet opgav parterne.
»Der bliver ikke noget møde, for der er ikke enighed om den politiske model, som er blevet forelagt de to parter,« sagde Hamas-talsmanden Mussa Abu Marzuka til AFP.
Den seneste måned har voldelige sammenstød mellem tilhængere af Hamas og Fatah kostet 30 mennesker livet i de palæstinensiske områder.