660 palæstinenserne er i løbet af 2006 blevet dræbt af israelske styrker. Det er tre gange så mange som i 2005, oplyser den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem. 141 af de dræbte var børn.
Det fremgår af menneskerettighedsgruppens årsrapport, at mindst 322 af de dræbte ikke havde taget del i kriminelle eller fjendtlige handlinger, men var almindelige civile.
Samtidig med at antallet af dræbte palæstinensere er steget, falder antallet af dræbte israelere. 23 israelere er i år døde i forbindelse med palæstinensiske angreb mod 50 sidste år, skriver BBC.
Bland de mere voldsomme massakrer i Israel-Palæstina-konflikten i 2006 huskes 8. november, hvor mindst 19 civile palæstinensere omkom under et israelsk angreb på byen Beit Hanoun i Gaza-striben.
Angrebet på Beit Hanoun skete ifølge Israel for at stoppe de mange palæstinensiske raketter, der længe var blevet affyret fra Gaza-striben mod israelske grænsebyer.