Ritzau
Opdateret kl. 08:42
En palæstinensisk landmand blev dræbt og en anden person såret, da de blev ramt af projektiler fra en israelsk kampvogn fredag.
Det oplyser en talsmand for sundhedsministeriet i Gaza. Hændelsen sker samme dag, som palæstinensere har planlagt protester langs grænsen til Israel.
Talsmanden for sundhedsministeriet oplyser, at den 27-årige landmand blev dræbt nær byen Khan Younis. Ifølge lokale kilder var den 27-årige i færd med at høste, da han blev dræbt.
En talsmand fra det israelske militær bekræfter hændelsen, men har en anden udlægning af, hvad der skete.
- I nat nærmede to personer sig sikkerhedshegnet og begyndte at opføre sig mistænkeligt, hvorefter kampvognen skød mod dem, siger talsmanden.
Han tilføjer, at der også i et andet tilfælde blev skudt mod to mænd et andet sted langs grænsen til Gaza.
De to mænd nærmede sig hegnet, og en af mændene blev ramt, lyder det fra talsmanden. Han har ikke yderligere oplysninger om episoden.
Israelsk militær forbereder sig på, at palæstinensere i Gazastriben fredag vil påbegynde en seks uger lang protest langs den israelske grænse.
Arrangørerne har tidligere sagt, at de forventer tusinder af deltagere - blandt andet mange storfamilier. Ved aktionerne vil der blive bygget teltbyer fem forskellige steder langs den skrøbelige grænse.
De palæstinensiske protester er et krav om, at palæstinensere, som blev fordrevet fra deres hjem ved Israels oprettelse i 1948, skal kunne vende tilbage.
Det israelske militær har indsat over 100 skarpskytter ved grænsen til Gaza forud for den planlagte demonstration.
Protesterne skal ifølge planen vare til 15. maj.
/ritzau/Reuters