Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, retter en skarp kritik af den FN-afstemning, der fredag endte med et ja til, at Den Internationale Domstol (ICJ) skal undersøge israelske bosættelser.
Netanyahu kalder afstemningen i FN's Generalforsamling "foragtelig", skriver Reuters.
- Det jødiske folk er ikke besættere i dets eget land eller besættere af vores evige hovedstad, Jerusalem. Ingen FN-resolution kan fordreje den historiske kendsgerning, siger han i en videotale.
Israel indtog Vestbredden, Gaza og Østjerusalem i en krig i 1967.
Det er områder, som palæstinensere ønsker at oprette en palæstinensisk stat i, men der bor nu omkring en halv million israelere i bosættelserne på Vestbredden
Palæstinenserne ser helt anderledes på sagen end Netanyahu.
- Tiden er kommet til, at Israel også skal følge loven og stilles til ansvar for dets fortsatte forbrydelser mod vores folk, siger Nabil Abu Rudeineh, talsmand for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.
Den Internationale Domstol ligger i hollandske Haag og er FN's øverste domstol. Dens afgørelser er bindende, men domstolen har ingen magt til at håndhæve dem.
87 lande i FN's Generalforsamling stemte fredag for, at ICJ skal undersøge mulige konsekvenser. 26 lande - herunder Israel og USA - stemte imod.
På Twitter skriver den højtstående palæstinensiske embedsmand Hussein al-Sheikh, at afgørelsen er en "sejr for palæstinensisk diplomati".
Udviklingen anses dog som en udfordring for Netanyahu, der netop er udnævnt som premierminister.
Han står i spidsen for en yderst højreorienteret regering, der blandt andet består af partier, der vil have Israel til at annektere Vestbredden.
Netanyahu har ikke umiddelbart indikeret, at han selv har planer om at forsøge at annektere Vestbredden i den nærmeste fremtid.
Netanyahu vendte fredag tilbage som israelsk premierminister for tredje gang. Han har også haft posten fra 2009 til 2021 og fra 1996 til 1999.
/ritzau/