I mere end en måned har en ukendt, palæstinensisk gruppe holdt BBC-journalisten Alan Johnston fanget et hemmeligt sted. Johnston forsvandt sporløst efter mødet med en bevæbnet flok mænd i det palæstinensiske selvstyreområde 12. marts, og indtil nu har hverken appeller, trusler eller forsøg på forhandling bragt kidnapperne ud af busken. Heller ikke forældrenes tårevædede bøn har givet resultat.

I går hævdede en obskur, ukendt gruppe så, at den har dræbt Alan Johnston. For BBC-journalisten og hans familie må man håbe, at gruppen, der kalder sig Kataeb al-Jihad al-Tawheed (som betyder noget i retning af Brigaden for hellig krig og fællesskab ) ikke taler sandt. Men hensynet til John-ston som enkeltstående menneske er intet imod den betydning, som drabet vil få for den palæstinensiske frihedskamp.

Det er nemlig ikke tilfældigt, at palæstinensiske journalister og politikere fra begge fløje i parlamentet har tigget kidnapperne om at frigive den britiske reporter. Og det er ikke tilfældigt, at premierminister Ismael Haniyeh i går fik vældig travlt med at afvise rygterne om drabet.

Hvis Alan Johnston vitterligt er blevet myrdet, så er han den første journalist, der lider den grumme skæbne i de palæstinensiske selvstyreområder. Og så er det slut med årtiers forholdsvis nuanceret dækning af Israel-Palæstina-konflikten, der sikrer palæstinenserne en solid stemme i Vesten trods den militære underlegenhed.

Det Palæstinensiske Selvstyre vil blive et nyt Irak. Her er virkeligheden så uforudsigelig og grum, at almindelige irakere sjældent har adgang til mediernes mikrofoner - af den simple årsag, at det kræver en mindre sikkerhedsstyrke at opholde sig som journalist i landet. Det er for dyrt - og for farligt. I Irak må mange journalister derfor tage til takke med at besøge landet under beskyttelse af de internationale styrker. Og det har aldrig været vejen til en nuanceret dækning af en konflikt, når historierne bliver skrevet fra den forkerte side af feltlejrenes mure.

Derfor har den palæstinensiske gruppe, der har kidnappet og måske dræbt Alan Johnston, pisset i bukserne. Og ikke kun i egne hoser, men på hele den palæstinensiske sag. Den opmærksomhed, som kidnapperne får i en ganske kort periode, vil hurtigt dø ud. Og så bliver der iskold afstand mellem medierne og den palæstinensiske befolkning, der har brug for at få fortalt deres historier.

Det er synd for den kidnappede Alan Johnston og hans familie. Men tragedien er endnu større for de mange, mange palæstinensere, der har desperat brug for Vestens støtte, forståelse og penge for at overleve.