Dramaet fortsætter i sagen om den døde cricketlandstræner, Bob Woolmer. Søndag morgen blev han fundet død på sit hotelværelse blot få timer efter hans hold, Pakistan, overraskende blev sendt ud af VM på Jamaica. I dagene efter troede alle, at der var tale om en naturlig død. Men nu ser billedet helt anderledes ud.
- Bob Woolmer døde som følge af manuel kvælning. Under disse omstændigheder bliver spørgsmålet om Hr. Woolmers død behandlet som mord, sagde politikommisær Lucius Thomas ifølge BBC.
Ifølge politiet var der ingen tegn på indtrængning i værelset, ligesom ingen af Bob Woolmers ting manglede. Derfor tyder meget på, at han kendte sin morder eller i hvert fald selv lukkede vedkommende ind. Politiet er nu igang med at gennemgå optagelser fra overvågningskameraer på hotellet.
Ifølge politiet kan der meget vel have været mere end en person involveret i mordet, og bagmændene opfordres til selv at stå frem.
- Bob var en stor mand. Det ville have krævet en betydelig magt at få ham ned, sagde Lucius Thomas ifølge BBC.
Hele det pakistanske landshold er blevet afhørt og har afleveret fingeraftryk. Holdet skulle være taget tilbage til Pakistan lørdag, men det er nu usikkert, om spillerne får lov til at rejse.