Pakistanere demonstrerer mod Nato

Et større antal pakistanere ventes at gå i protestmarch mod regeringens genåbning af Natos forsyningsruter.

Tusindvis af pakistanske aktivister gennemfører tirsdag en protestmarch mod grænsen til Afghanistan. Det sker i en fordømmelse af regeringens beslutning om at afslutte en syv måneder lang blokade af Nato-forsyninger til de internationale styrker i Afghanistan.

Marchen er organiseret af det politiske parti Jamaat-e-Islami, et ledende medlem af forsvaret for Pakistan-koalitionen af højrefløjen og islamistiske grupper, der har krævet en massedemonstration mod ophævelsen af blokaden 3. juli.

Partilederen siger, at 50.000 mennesker vil deltage i protestmarchen, der går fra den nordvestligt beliggende by Peshawar til den nærliggende by Jamrud, tæt på den afghanske grænse.

Men omkring 8000 mennesker havde samlet sig i Peshawar sent mandag, og mængden, der havde slået lejr i en park, blev halveret i løbet af natten, oplyser øjenvidner.

I parken var der bannere med tekster som: "Ja til fred. Nej til Nato" og "Ikke mere Nato, ikke flere drab på muslimer".

Pakistan meddelte 3. juli, at landet havde besluttet at genåbne forsyningsruterne over land for Natos lastbilkolonner på vej til Afghanistan. De blev ellers lukket, efter at et amerikansk luftangreb dræbte 24 pakistanske soldater på grænsen til Afghanistan i november.

Kun få Nato-lastbiler har krydset grænsen, fordi ejerne af køretøjerne venter på en aftale for kompensation af syv måneders manglende arbejde og på sikkerhedsgarantier i den sydlige havneby Karachi.

Embedsfolk i Karachi siger, at tvisten om erstatning kan blive løst i denne uge.

Pakistansk Taliban har truet med at angribe Nato-lastbiler og deres chauffører.

Deltagere i protesten siger tirsdag til nyhedsbureauet AFP, at den pakistanske regerings beslutning om at genåbne grænsen, på trods af USA's undskyldning for drabene, er "forræderi".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.