Pakistan havde fredag succes med en testaffyring af en ny version af missilet Shaheen, der er i stand til at fremføre atomvåben. Missilet har en rækkevidde på 2.000 kilometer, og ifølge en talsmand fra den pakistanske hær ramte missilet sit mål, skriver BBC. Det pakistanske militær vil dog ikke oplyse, hvorfra missilet blev affyret.
Testaffyringen kommer kun få dage efter at Pakistans og Indiens udenrigsministre i New Delhi underskrev en aftale, hvor de to lande forpligter sig til at reducere risikoen for atomkrig i regionen.
Pakistant og Indien har udkæmpet tre krige siden uafhængigheden i 1947. De to lande udførte deres første atomprøvesprængninger i 1998, og de tester ofte missiler, der kan ramme hinandens territorier.