Pakistan afholder parlamentsvalg 11. maj. Det meddeler præsidentens talsmand.
Udskrivelsen af valg markerer et fremskridt i Pakistans historie. For som den første nationalforsamling i landets turbulente historie kan den nuværende pakistanske regering afslutte en hel valgperiode på fem år.
Landet er dog plaget af Talibans voldshandlinger, sekterisk uro, hyppige strømafbrydelser og en skrøbelig økonomi.
Så sent som 15. marts blev storbyen Karachi ramt af en eksplosion, der dræbte mindst tre og sårede fem, oplyste pakistanske myndigheder.
Volden i netop Karachi, som har 18 millioner indbyggere, skaber frygt for en voldsspiral op til landets parlamentsvalg 11. maj.
Pakistans tidligere præsident Pervez Musharraf har bebudet, at han vender tilbage til sit land i næste uge efter næsten fire år i selvvalgt eksil i Dubai.
Musharraf, der vender hjem den 24. marts for at deltage i valgkampen, tog magten ved et kup i 1999.
Han gik af i 2008 efter at have gennemført en del demokratiske reformer. Han trådte tilbage, da hans allierede tabte et valg og truede ham med en rigsretssag.
/ritzau/Reuters