Det officielle Pakistan er i oprør, efter at amerikanske helikoptere har skudt og dræbt 20 pakistanerne i landsbyen Angor Adda i det nordlige Pakistan.
Blandt ofrene var civile kvinder og børn. Pakistanerne ser det amerikanske angreb som et alvorligt brud på den pakistanske suverænitet. For selvom angrebet skete i kampen mod Taleban og al-Qaeda på grænsen til Afghanistan, så vil pakistanerne ikke acceptere blodsudgydelse på egen jord.
Fra amerikansk side er der stilhed om episoden.
- Jeg kender intet til det, du spørger til, lyder svaret fra Bryan Whitman til Reuters. Han er talsmand i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
Pakistanerne lægger nu pres på den amerikanske ambassadør i Pakistan, Anne Patterson, for at få hende til at fremlægge Pakistans vrede over for toppolitikerne i USA.
- Hun siger, hun vil fremlægge vores bekymring i sit hjemland, siger talsmand fra Pakistans udenrigsministerium Mohammad Sadiq efter et møde sent onsdag aften.
Amerikanske helikoptere brød morgenstilheden i den Pakistanske landsby, Angor Adda, og efterlod således landsbyen i totalt kaos. Sådan beskriver Reuters den yderst uheldige episode på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan.
Amerikanerne kæmper jævnligt kampe mod islamistiske oprørere i grænselandet mellem de to centralasiatiske lande.
/Newspaq/