Tidligere præsident i Pakistan Pervez Musharraf bliver lørdag fremstillet i en anti-terror domstol i den pakistanske hovedstad, Islamabad.
Det sker i forbindelse med beskyldningerne om, at Musharraf fyrede en række højesteretsdommere i 2007, da han sad ved magten. Denne beskyldning betød, at de pakistanske myndigheder torsdag udstedte en arrestordre på den tidligere præsident.
- Han bliver fremstillet i en anti-terror domstol i dag (lørdag, red.), siger Qamar Afzal, en af Pervez Musharrafs advokater.
Afzal siger, at domstolen skal afgøre, hvorvidt Musharraf skal forblive varetægtsfængslet, eller om han kan blive overflyttet til fængsel i forlængelse af sit næste forhør, der vil finde sted inden for de nærmeste dage.
Pakistans tidligere præsident Pervez Musharraf blev fredag anholdt i sit hjem i udkanten af hovedstaden Islamabad i en sag om landsforræderi.
Desuden er han blandt andet anklaget for at være indblandet i mordet på sin politiske modstander Benazir Bhutto samme år.
Musharraf, der ledede landet fra 1999 til 2008, har i de seneste uger været ind og ud af retssale, men hver gang er hans kaution blevet forlænget.
Torsdag valgte en domstol i Islamabad imidlertid ikke at forlænge kautionen i sagen om fyringen af højesteretsdommerne.
Pervez Musharraf modtog meddelelsen, mens han befandt sig i retssalen, men han kunne alligevel forlade retsbygningen i en jeep under eskorte af sine bodyguards.
Ifølge en talsmand fra Musharrafs parti har den tidligere præsident appelleret arrestordren til Pakistan højesteret. Partiet forventer, at Musharraf kommer under husarrest, hvis appellen bliver afvist og arrestordren opretholdt.
Den tidligere hærchef vendte i sidste måned tilbage til Pakistan efter næsten fire års selvvalgt eksil for at deltage i det pakistanske parlamentsvalg 11. maj.
Pervez Musharraf vil stille op til valget trods muligheden for at blive arresteret for flere forskellige anklager samt dødstrusler fra Taliban i Pakistan.
/ritzau/Reuters