Vandmasserne bevæger sig sydpå og har nu nedsænket en by i den sydlige provins Sindh i flodvand.
Det drejer sig om Sujawal med 250.000 indbyggere, skriver BBC.
Byens indbyggere er blevet evakueret. Det samme drejer sig om hovedparten af de godt 300.000 mennesker fra den nærliggende by Thatta.
Dæmninger rundt om byen er blevet gennembrudt adskillige gange i løbet af de sidste par dage som følge af Indus-flodens rasen, men der arbejdes hårdt på at få lukket vandet ude.
Siden onsdag er over en million mennesker flygtet fra deres hjem i den pakistanske Sindh-provins, vurderer FN.
17 millioner mennesker er berørt af oversvømmelserne, der blev udløst af monsumregnen for en måned siden. Otte millioner har brug for akut nødhjælp, og nødhjælpsorganisationerne kan ikke dække behovet, lyder meldingerne.
Millioner er i fare for at miste livet på grund af sult eller sygdomme som diarré og kolera.