Pakistans militær indledte søndag en omfattende operation mod Taliban og al-Qaida i den nordlige del af landet, hvor over 80 militante meldes dræbt ved bombeangreb.
Både hærens kampvogne, artilleri og landstyrker samt luftvåbnet er sat ind i operationen i Nordwaziristan, der kommer en uge efter, at Taliban dræbte næsten 40 mennesker i den internationale lufthavn i Karachi.
- Efter regeringens ønsker har de væbnede styrker indledt en omfattende operation mod udenlandske og lokale terrorister, som holder sig skjult i Nordwaziristan, hedder det i en erklæring fra hæren.
Regeringskilder siger, at operation "Zarb-e-Azb" omfatter tusindvis af soldater.
- Der er tale om mellem 25.000 og 30.000 indsatte soldater i denne operation, siger en regeringskilde til AFP.
Pakistanske kampfly gik natten til søndag i aktion mod oprøreres tilholdssteder i landets uroplagede nordvestlige region tæt på grænsen til Afghanistan.
- Mindst 80 militante islamister er blevet dræbt, siger det pakistanske militær efter de første angreb.
Otte af de militantes skjulesteder skulle samtidig være blevet ødelagt, da militæret slog til i nattetimerne i bjergene omkring 25 kilometer vest for Miranshah, hovedbyen i Nord Waziristan.
- Angrebene blev gennemført på baggrund af bekræftede oplysninger om tilstedeværelsen af usbekere og andre militante i området, siger en sikkerhedskilde i Miranshah, hvor en anden anonym sikkerhedskilde taler om over 150 dræbte.
Militæret menes at være imod dialog med Taliban, da mange soldater har mistet livet under de seneste syv års oprør i de nordpakistanske klanområder.
/ritzau/AFP