Når du sætter dig godt til rette i sædet, er det de små mænd i selvlysende veste, der myldrer rundt neden for vinduet og kæmper for at bakse din kuffert ind i bugen på flyet. De hedder bagageportører, og under de nuværende arbejdsforhold holder de gennemsnitligt kun 10 år, før det hårde fysiske arbejde har slidt dem ned.
Fagforbundet 3F opfordrer nu flyselskaberne til at sørge for bedre arbejdsforhold for bagageportørerne, oplyser DR. Udover bedre løsninger i form af tekniske hjælpemidler og bedre nomeringer opfordrer 3F også rejsende til at give bagageportørerne en hånd med kufferten. Ikke bogstaveligt talt, men ved at pakke hensigtsmæssigt, så urimeligt tunge kufferter undgås.
»Tænk dig om næste gang, du skal ud at rejse, om de ting, du medbringer på en charterrejse formentlig vil kunne købes på de fleste destinationer. Det vil være muligt at have en god ferie med mindre i kufferten,« siger Lars Brogaard fra 3F i Kastrup til DR.
3F afholdt fredag en konference for at sætte fokus på bagageportørernes arbejdsvilkår.