Ensomhed, mismod og dødsønsker. Når forældrene har for travlt med deres karrierer til at støtte deres børn, skal børnene råbe ekstra højt for at få opmærksomhed, hvis de har problemer i teenagelivet.
Og det kan være en af forklaringerne på, at stadig flere unge skærer i sig selv, tager overdoser af piller og forsøger selvmord.
Det mener forsker Ellenor Mittendorfer Rutz fra Karolinska Instituttet i Sverige, som har lavet omfattende undersøgelser af selvmord blandt unge europæere.
»Vi lever i en tid med høj individualisme, hvor højtuddannede forældre har mindre tid til deres børn. Deres børn kan derfor have større risiko for at skade sig selv og forsøge selvmord,« fortæller Ellenor M. Rutz.
De nyeste undersøgelser viser, at op mod 17 procent af pigerne i de ældste skoleklasser og fem procent af drengene har skadet sig selv. Og en endnu ikke afsluttet undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning mere end antyder, at tallet er stigende.
Forsøger at få omsorg
De kolde facts fra Ellenor M. Rutz forskning er, at børn af lavtuddannede og teenagemødre har dobbelt så stor risiko for at begå selvmord som andre børn og unge. Men mistanken om, at unge med højtuddannede forældre også er udsatte, står hun ikke alene med.
»Det kan være, at far og mor har haft så travlt med deres egne karrierer, at de ikke har haft en kontinuerlig og stabil relation til barnet. Når de unge skærer sig, forsøger de at få omsorg. Men det er ikke altid, at de får den omsorg,« siger Morten Kjølbye, overlæge på Psykiatrisk Hospital i Århus.
Høje forventninger
Lilian Zøllner, leder af Center for Selvmordsforskning, peger på flere årsager til, at stadig flere unge bliver selvskadere.
»De unge bliver bombarederet med krav og forventninger fra alle sider. Samfundet vil have unge, som er synlige, fremadstormende og har styr på livet. Men det kan være svært, for de unge har mange tilbud og muligheder at vælge imellem. Det kan også være, at de unges »tålemod« – mod til at tåle de udfordringer, der følger med livet – er mindre i dag end for 30 år siden,« siger Lilian Zøllner.
De piger, der skader sig selv, lider generelt af mindreværdskomplekser.
»Mode- og kosmetikbranchen har en del af ansvaret, men det har andre også. Det billede, som fremstilles af unge i vores kultur i dag, er, at en ung går igennem livet uden problemer,« siger Lilian Zøllner.
Komiteen for Sundhedsoplysning holdt i mandags konference om selvskadende unge, som anses for et problem, der har brug for mere opmærksomhed.