Den tidligere fodboldtræner Barry Bennell er blevet tiltalt for otte tilfælde af overgreb mod børn.
Det meddeler den britiske anklagemyndighed tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Bennell er en central skikkelse i sagen om overgreb på unge britiske fodboldspillere i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne, der i disse uger har fået massiv omtalte i britiske medier.
Den nu 62-årige ekstræner har allerede afsonet tre fængselsdomme for overgreb mod mindreårige, men har været genstand for yderligere anklager fra mindst 20 tidligere fodboldspillere.
- Efter en gennemgang af beviserne er hr. Bennell i dag blevet tiltalt for otte tilfælde af seksuelle overgreb mod en dreng under 14 år, skriver anklagemyndigheden.
Tiltalen stammer fra politiet i Cheshire, men yderligere seks politikredse efterforsker beskyldninger mod den tidligere fodboldtræner.
Bennells karriere som træner for unge fodboldtalenter strakte sig over tre årtier og foregik i klubberne Crewe Alexandra, Manchester City og Stoke City.
Formanden for Det Engelske Fodboldforbund (FA), Greg Clarke, kalder sagen "den største krise", han kan erindre i engelsk fodbold.
Barry Bennell blev i fredags fundet bevidstløs i en park og har efterfølgende været på hospitalet. Han skal for retten 14. december.
/ritzau/