Statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), talte i sin nytårstale onsdag aften blandt andet om kommende vækstinitiativer, virksomheders konkurrenceevne og om en udvidelse af den offentlige sektor.
Talen affødte forskellige reaktioner fra diverse kroge af det danske samfund:
* Pædagogernes fagforening Bupl - formand Henning Pedersen:
- Regeringen har gennemført en dagpengereform, som betyder, at 34.000 mennesker er røget ud af dagpengesystemet i løbet af 2013.
- Heriblandt flere tusinde offentligt ansatte som for eksempel pædagoger, som nu kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Derfor klinger det lidt hult, når statsministeren samtidig hylder offentligt ansatte
* Den liberale tænketank Cepos - cheføkonom Mads Lundby Hansen:
- Thorning tager i sin tale afstand til offentlig nulvækst. Det undrer jeg mig over, da offentlig nulvækst kan frigøre penge, der kan finansiere lavere skat for virksomheder og familier.
- Det kan skabe vækst og fremgang. Herudover skal man huske, at den offentlige sektor stadig fylder meget i den samlede økonomi, efter at den offentlige sektor blev meget stor under Fogh-årene.
* Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer - formand Martin Merrild:
- Der er fortsat brug for, at vi gør alt, hvad vi kan for at understøtte den private vækst og beskæftigelse.
- Vi kommer derfor ikke uden om, at vi endnu engang skal se på både skatter, afgifter og en mængde andre danske særregler - herunder skadelig overimplementering er EU-regler i Danmark.
- Det er helt nødvendigt, hvis Danmark skal klare sig i den benhårde konkurrence, ikke bare med vækstlandene i Asien, men også med vores nærmeste naboer, Sverige og Tyskland. Det er derfor glædeligt, at statsministeren netop nævner, at virksomhederne skal have bedre muligheder for at konkurrere med udlandet.
/ritzau/