Synes du, at buschauffører, slagteriarbejdere og pædagoger altid strejker? Og at stilladsarbejdere nedlægger arbejdet langt oftere end syersker?
Så er det ikke helt forkert.
Sidste år nedlagde lønmodtagere arbejdet 85.800 dage. Og 62.400 af tilfældene var det offentligt ansatte såsom pædagoger, sygeplejersker og sagsbehandlere, der nedlagde arbejdet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
- Mange af de strejker med offentlige ansatte sidste efterår var demonstrationer i forbindelse med utilfredshed med velfærdsordningerne. Det var her vi blandt andet så pædagogerne strejke i Århus, siger professor i arbejdsmarkedsforhold ved Københavns Universitet Jesper Due
Og de offentligt ansattes ryk op ad strejke-hitlisten har for alvor vippet nærings- og nydelsesmiddelindustrien helt af pinden.
Slagteri- og bryggeriarbejdere har ellers længe kæmpet mod smede og andre inden for jern- og metal om førstepladsen i strejke, men nu er begge brancher dumpet helt ned på en 5. og 3. plads.
Smedene vandt med 5000 dage og 76 arbejdsstandsninger.
Netop i dag kan bryggeriarbejderne dog måske være med til at vinde en plads op ad rangstien, eftersom Carlsbergs depotmedarbejder i Ålborg nedlagde arbejdet tirsdag middag.
Ifølge Jesper Due er der dog ikke særlige grupper, der overordnet set strejker mere end andre.
- Det skifter over tid. Der er ikke et specielt håndværker-gen, der gør, at nogle er mere parate til at konflikte end andre. Det handler om den aktuelle arbejdssituation. I gamle dage var det dog oftest typograferne, der strejkede, men de findes jo ikke længere, siger han.
Udover det offentlige har transportbranchen også taget et højdespring, så den nu ligger på andenpladsen. 59 gange sidste år lod blandt andre chauffører være med at sætte sig ind bag rattet i bussen eller lastbilen, og det gik der 5.700 dage med.
Klassens dukse er syersker og andre i tekstil- og beklædningsbranchen, der ligesom landbruget har holdt sig fuldstændig strejkefri sidste år.
Top 10 over sektorer, der var mest ramt af strejke sidste år:
1. Det offentlige
2. Transport
3. Jern- og metalindustri
4. Energi- og vandforsyning
5. Nærings- og nydelsesmiddelindustrien
6. Mineralolie-, kemiskt- og plastindustrien mv.
7. Bygge- og anlægsvirksomhed
8. Jern-, ler-, og glasindustri
9. Møbelindustri og anden industri
10. Træ- papir- og grafisk industri og hotel- og restauration