En uddannet kvindelig pædagog med tyrkiske rødder har fået en erstatning på 250.000 kroner, viser en dom fra Ligebehandlingsnævnet.
Det er Ekstra Bladet, som har kigget nærmere på dommen, hvor det fremgår at kvinden i et forløb op til en afskedigelse var udsat for ulovlig forskelsbehandling med relation til hendes etniske oprindelse.
Sagen begyndte efter kvinden havde været ansat i en unavngiven daginstitution i fire et halvt år. På kvindens stue begyndte et barn med hørenedsættelse, og forældrene til barnet var utilfredse med pædagogen, fordi hun efter deres mening ikke talte godt nok dansk.
Der havde ikke tidligere i ansættelsen været problemer omkring sproget eller med samarbejdsvanskeligheder med forældre.
Samtidig fremgår det af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, at lederen aldrig fortalte kvinden om problemerne, men at hun måtte høre om det via sine kolleger.
To episoder i april og maj 2016 udviklede sig til en sygemelding, og i slutningen af samme år blev den tyrkiske kvinde afskediget.
Desuden fortæller kvinden Ligebehandlingsnævnet, at lederen pludselig begyndte at spørge ind til, hvor længe hun havde været i Danmark. Også selv om hun på det tidspunkt havde arbejdet i institutionen i fem år.
Erstatningen på 250.000 kroner svarer til ni måneders løn.