En 67-årige kvinde fra Lolland er mandag blevet varetægtsfængslet i to uger, frem til den 29. august, fordi hun søndag kørte aften kørte mod køreretningen på Sydmotorvejen. Det fortæller Jakob Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, mandag aften.
En del af motorvejen blev spærret natten til mandag, fordi kvinden og en af politiets patruljevogne stødte sammen på strækningen mellem Tappernøje og Rønnede.
Patruljevognen var blevet sat som afspærring for kvindens bil, men den 67-årige overså den. Standsningen af bilen lykkedes, men ikke som det var planlagt.
Flere vidner har fortalt, at kvinden med sin kørsel bragte andres liv i konkret fare. Det er også det, hun er sigtet for. Det fortæller Joy Haensel, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, mandag morgen.
- At bringe andres liv i fare, som hun gjorde, falder ind under vanvidskørsel. Hun blev også testet positiv for alkohol og euforiserende stoffer, siger Joy Haensel.
Den 67-årige kvinde er anholdt, og politiet har beslaglagt køretøjet, der ikke stod i hendes navn, med henblik på konfiskation, oplyser vagtchefen.
Politiet har endnu ikke fået resultatet af en blodprøve fra den påvirkede kvinde, men hun vil blive fremstillet i et grundlovsforhør mandag, oplyser vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 22.23. Kvinden og hendes bil blev stoppet ved sammenstødet klokken 22.28.
/ritzau/