En højresvingsulykke, der torsdag i Aarhus kostede en 32-årig kvindelig cyklist livet, bør føre til frihedsberøvelse af bilisten.
Det mener anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, fremgår det af et opslag på X.
Bilisten, som er en 31-årig mand, sad bag rattet i en varebil. Politiet mener, at han var påvirket af amfetamin i forbindelse med ulykken.
Han er sigtet for narkokørsel og uagtsomt manddrab.
Politiet modtog anmeldelsen om en alvorlig færdselsulykke klokken 16.06 på Chr. Filtenborgs Plads ved Strandvejen i Aarhus C.
Ifølge Østjyllands Politi skete ulykken angiveligt, da den 31-årige bilist overså den kvindelige cyklist og foretog et højresving ind over cykelstien. Det oplyser politiet til Ritzau.
Kvinden blev erklæret død på stedet af en læge, skriver politiet i opslaget på X.
De pårørende er underrettet.
Som det er kutyme ved alvorlige trafikulykker, blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet nærmere.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Den 31-årige bilist blev anholdt på ulykkesstedet på grund af ulykkens alvor og blev på politistationen testet positiv for amfetamin. Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.
Der er grundlovsforhør ved Retten i Aarhus fredag klokken 13.
Her vil anklagemyndigheden anmode om at opretholde anholdelsen af manden i tre døgn, mens man afventer svaret på den blodprøve, der er blevet taget for at fastslå, om den 31-årige var narkopåvirket under ulykken.
Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.
Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/