Påsken er traditionelt også de dage, hvor der virkelig bliver kigget på boliger og handlet.
Skal du ikke se på hus, men mangler bare noget at underholde med til påskefrokosten, så er her også brugbar viden.
Danmarks billigste hus kan købes for bare 79.000 kroner.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Du skal nemlig kun betale 79.000 kroner for det 71 kvadratmeter store håndværkertilbud i den lille by Brønden i Nordjylland, som netop er strøget ind som Danmarks billigste villaudbud.
Men så skal du også være forberedt på lidt af et renoveringsprojekt - hvis du slår til og køber huset.
Ifølge salgsmaterialet hos Villadsen Ejendomshandel, ”må der påregnes indvendig istandsættelse, inden huset kan tages i brug”.
Der skal blandt andet en ny varmeforsyning til, ligesom der heller ikke er nogen garanti for funktionen og lovligheden af elinstallationerne i huset.
Den beskedne udbudspris betyder, at du blot skal betale lidt mere end 1.100 kroner for hver kvadratmeter i den lille murstenstensvilla.
Det er ifølge Boliga.dk langt under kvadratmeterprisen på knap 16.600 kroner, som er landsgennemsnittet for de udbudte villaer og rækkehuse, der er til salg i øjeblikket.
Ret skal være ret; prisniveauet i Frederikshavn Kommune – hvor det billige hus ligger - er dog også noget lavere end landsgennemsnittet:
Her kan du lige nu købe en gennemsnitlig kvadratmeter villa eller rækkehus for lige under 11.600 kroner.
Se Danmarks billigste hus lige her.