Klap, klap, klap, klap, klap. I en afslappet og glad atmosfære bliver de danske soldater fra ISAF Hold 9 taktfast klappet ned ad Købmagergade i København.
Forrest jonglerer en tamburmajor med sin stav, mens orkestret spiller marchmusik, der giver genlyd for de omkringliggende husmure.
Langs gågaden står familie og venner samlet for at hylde de tidligere udsendte danskere, der i dagens anledning er iklædt deres ørkenuniformer.
Mange af de pårørende har taget turen fra Jylland for at klappe deres helte igennem hovedstadens gader, og en af dem er Stine Kjær Borella, der er gift med en af de hjemvendte soldater.
"Jeg tror, han er glad for, at vi støtter op om det og viser vores interesse. Så vi har valgt at gøre en lille tur ud af det," siger hun til Newspaqs reporter.
Kameraerne bliver revet op ad lommerne på de flere hundrede fremmødte. Knips, knips, knips. Det gode billede af sønnen, manden, konen, kusinen, fætteren eller bare vennen bliver taget til fotoalbummet.
Det er en glad og ikke mindst lettet stemning, der møder Hold 9 i København. Det har tilsyneladende været en hård ventetid for de pårørende, og hele fem soldater har mistet livet under kompagniets mission i Afghanistan.
Derfor er det for Stine Kjær Borella forhåbentlig sidste gang, hun har ventet på sin mand.
"Jeg håber, det er slut nu. Jeg er her mest for at få det afsluttet på en god måde," siger hun til Newspaq, før hyldesten kan begynde.
Det er andet år, der bliver afholdt national flagdag for de danske soldater, og i år blev der også uddelt en såkaldt missionsmedalje som tak for indsatsen.