Studerende fra Beijing mødte mandag op i byens lufthavn for at vise deres opbakning og sympati med de hundredevis af pårørende, der stadig venter på nyt om det forsvundne Boeing-777-fly.
'Vi er med jer. Vi venter på, I kommer hjem.' Sådan stod der på et langt, rødt banner, som hundredevis af studerende havde skrevet under på.
'Vi ville gøre noget for at hjælpe. Så vi besluttede os for at indsamle underskrifter for at vise vores støtte til familierne. Vi håber, at dette giver lidt trøst til dem, og at det giver et positivt budskab til dem, der venter ængsteligt,' forklarede Ma Chong, studerende, Beijing.
Adskillige fly og både søger efter spor af flyet, der sidst gav lyd fra sig tidligt lørdag morgen.
Men som dagene går, svinder håbet for de pårørende om at høre positivt nyt om det forsvundne fly, der var på vej fra Malaysia til Kinas hovedstad Beijing med 239 mennesker ombord.
Omkring to tredjedele af passagererne var kinesiske statsborgere.