De sidder omkring bordet på Cafe Domstol.
Foran dem ligger 33 A4-ark fra Retten på Frederiksberg, der kort kan sammenfattes i ét ord: Frikendt .
De to betjente bliver ikke dømt for drabet på deres gode ven Flemming Kofoed Jacobsen, der stak af fra politiet under en voldsom biljagt 19. august sidste sommer. Og som ifølge dommen selv var skyld i hændelsen, fordi han handlede stik mod enhver forventlig og rationel handlemåde .
Én af vennerne slår forsigtigt knytnæven i bordet. Bare et lille udtryk for den vrede, der koger i dem.
- Sikke noget lort. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Der er sgu’ da ingen retfærdighed til her i landet, siger han.
De køber en enkelt øl, mens de læser dommen og samtidig brokker sig.
- Hvad skal der så til? De tekniske beviser er der. Vidnerne er der – så kan man sgu’ da ikke frikende dem, siger en anden.
En tåre falder ned af kinden på Flemmings tidligere kæreste. Og så rejser de sig og går ud af døren. Stille. Hjem for at læse mere. Hjem for at undre sig.