AK81-medlemmet Esben Hertz blev i går kørt ned på Jagtvej i København. Ifølge vennen Jørgen Jønke Nielsen har han det dog godt efter omstændighederne, selv om han nu også har fået en sigtelse på halsen.
"Desuden er han blevet sigtet for medvirken til grov vold. Han mener, at politiet er sure, fordi han ikke vil og kan udtale sig om, hvad der skete. Det er som om, vi skal anklages, når der sker noget med os, og det griner vi lidt af", forklarer Jørgen Jønke Nielsen til B.T.
De nyeste oplysninger i sagen går på, at politiet har fundet de to biler, der var impliceret i episoden på Nørrebro.
"Vi har fundet begge biler. Esben Hertz har brækket armen, og han skal opereres i hoften. Vi arbejder med bagudrettet og forudrettet efterforskning, men det kan vi ikke løfte sløret for, siger den centrale efterforskningsleder Hans Erik Raben.
Politiet har dog ikke ønsket at udtale sig om sigtelsen af den 26-årige Esben Hertz.