En mand er lørdag blevet kørt til Rigshospitalet i København i kritisk tilstand, efter at han blev påkørt af et tog ved stationen i Regstrup, som ligger godt 14 kilometer sydvest for Holbæk. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Politiet kender ikke mandens præcise alder, men anslår ham til at være i 40'erne eller 50'erne.
Det er politiets formodning, at han i beruset tilstand har bevæget sig ud på skinnerne, og at han i sidste øjeblik - inden han blev ramt af toget - har formået at få flyttet sig nok til ikke at blive kørt over.
Manden er ved bevidsthed og har umiddelbart ingen synlige skader, men har kraftige smerter, oplyser vagtchef Thomas Hartmann. Politiet formoder ikke, at manden har forsøgt at begå selvmord.
Politiet fik en anmeldelse om hændelsen klokken 08.44 lørdag morgen.
På grund af påkørslen kørte der lørdag morgen og formiddag ingen tog mellem Holbæk og Kalundborg. Klokken 10.49 blev togdriften genoptaget med et tog fra Kalundborg. Første tog fra Holbæk afgår klokken 11.31.