Silkeborg forbereder sig på 1. division – for en sikkerheds skyld, for de tror stadig på redningen.
Af Jakob Melgaard
jame@dny.dk
@BRØD:Silkeborg tog i weekenden et stort skridt nærmere afgrunden, da de tabte til de direkte modstandere i kampen om at undgå at ende på en af de to nederste pladser i Superligaen.
Nu kræves der nærmest små mirakler, hvis klubben skal have opholdet i Superligaen til at vare længere end til sommerferien. Og selvom de siger, at de fortsat tror på det, så er de begyndt at forberede sig på en eventuel nedrykning i Silkeborg.
»Nedrykning?!? Hvorfor ringer du så til os?« er det første, pressechefen i Silkeborg IF udbryder, da han bliver bedt om at tage stilling til risikoen, at klubben rykker ned.
Vi er ikke idioter
Han indrømmer dog, at klubben er forberedt på det værste.
»Det kan godt være, at vi ikke er geniale, men vi er heller ikke kæmpestore idioter, og vi ved godt, at der er forskellige scenarier, alt efter hvordan det går om søndagen, så selvfølgelig opererer vi med to forskellige scenarier,« fortæller Michael Ravn, som pressechefen i klubben hedder, uden dog at ville gå ind på, hvad det andet scenarie indebærer.
»Vi bliver ikke taget på sengen. Vi driver en særdeles ansvarlig fodboldforretning, så vi går ikke fallit. Det ville jeg ikke sætte mine penge på,« siger Michael Ravn og tilføjer, at tilskuergennemsnittet til hjemmekampene rent faktisk steg, sidste gang klubben rykkede ned i 1. division.
Men først og fremmest: I Silkeborg tror de stadig på redningen.
Er fortsat optimister
»Det er ikke umuligt, at det unævnelige skulle ske, men i første omgang regner vi med, at vi redder os,« siger Michael Ravn og nævner straks derefter, at AC Horsens to kommende modstandere er AaB og FC København.
»Der kan man ikke regne med sindssygt mange point, og imens tager vi til Vejle og vinder på lørdag, og så over Randers næste søndag, og så er der ikke mere end fem point op,« lyder det optimistisk.
»Det er klart, at vi har da kniven på struben, men nogle gange yder man bedst under pres, og vi lægger os ikke ned, så længe, der er point at spille om.«