Lars Løkkes mulige fald fra tronen i Venstre står til at blive et af de politiske dramaer, der har høstet størst medie-opmærksomhed nogensinde. Det skriver fagbladet Journalisten, der har taget temperaturen på redaktionernes bemanding i aften.
Politiken sender fire journalister, Fynske Medier dækker med fem journalister og TV 2 News har indkaldt alle journalister der har bare den mindste viden om Christiansborg.
Mikkels Hertz, kanalchef på TV2 News, siger til Journalisten, at man har samlet alt disponibelt mandskab.
"Vi har indkaldt alt, hvad der kan krybe og gå af folk, som ved noget om Christiansborg, inklusiv Mogensen og Kristiansen. Vi har pumpet dækkene på alle sendevognene og er klar," siger han.
Politiske krisesager får traditionelt seertallene på News op.
"Det er dramaer, folk går op i. Og det er ligegyldigt om det er politisk stormvejr eller rigtigt stormvejr," siger Mikkel Hertz.
Det ekstreme fokus på Venstre betyder også, at andre væsentlige sager, ikke får den opmærksomhed de ellers fortjener.
Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Elisabet Svane siger til Journalisten:
"Min kollega spurgte: ‘Har du styr på Syrien og Ukraine,’ og det har vi ikke. Men vi ved meget om situationen i Venstre."