Siden 2017 har politiet 17 gange nedlagt forbud mod en mulig organdonation.
Det skriver Jyllands-Posten.
Politiet kan i tråd med sundhedsloven blandt andet nægte en organdonation, hvis politiet ønsker en obduktion af den afdøde.
Det kan for eksempel være tilfældet, hvis en person er død af en overdosis, og politiet betragter dødsfaldet som mistænkeligt.
Selv hvis en person er død af en overdosis, kan den afdødes organer stadig bruges. Og derfor frustrerer det også anæstesi- og intensivlæge Joachim Torp Hoffmann-Petersen, når det ikke sker.
Ifølge ham er det potentielt over 100 organer, der kunne være doneret, men er gået tabt, i løbet af de seneste fem år med politiets nedlæggelser.
Han opfordrer til, at man fra politisk hold kigger på den del af sundhedsloven.
- Et lille hjørne af den her lov bør ændres, så vi kan få en lille smule flere organer til kæmpe betydning for så mange mennesker, siger han til Jyllands-Posten.
Dansk Center for Organdonation opgør hvert år, hvorfor en potentiel donor ikke ender som donor.
Den hyppigste årsag er, at patienten eller de pårørende ikke ønsker det, samt at en lægefaglig vurdering har afskrevet muligheden.
At politiet nedlægger forbud, udgør en mindre del af den samlede opgørelse.
Centerleder på Dansk Center for Organdonation Helle Haubro forstår, at man er nødt til at tage hensyn til politiets arbejde, skriver Jyllands-Posten.
Men hun siger også til avisen, at det går ud over nogle andre, hver gang politiets arbejde ifølge loven skal træde foran.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) understreger i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at det er hans klare ambition at forbedre organdonationsområdet og få flere til at tage stilling til organdonation.
Ved udgangen af 2021 stod 389 personer på ventelisten til et organ. 349 af dem ventede på nyrer. 16 ventede på et hjerte, 11 på lunger og nu på en lever.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.