Selvom huslejerne er steget kraftigt, og mange lejere oplever lovbrud fra deres udlejer, sker der sjældent noget. På 20 år har kun 14 udlejere i Danmark fået frakendt retten til at udleje.
Det fremgår af det nye nummer af Lejernes Landsorganisations medlemsblad Vi Lejere, der netop er omdelt til 65.000 husstande.
Samtidig er 60 procent af lejerne i dag bekymrede for deres husleje, og fra 2018 til 2025 er huslejerne steget over 40 procent. Mange lejere oplever urimelige fraflytningsregninger, systematiske brud på lejeloven og at afgørelser fra huslejenævnet bliver ignoreret, uden at det får konsekvenser for udlejerne. Derfor kræver LLO nu, at en kommende regering indfører en autorisationsordning for udlejere og administratorer. Flere partier bakker ifølge organisationen op om kravet.
- De nuværende regler stopper ikke de brodne kar blandt udlejerne. Alt for mange udlejere og administratorer tænker: Går den, så går den. Vi har brug for, at alle udlejere og administratorer kender og respekterer loven. I rigtig mange sager bliver loven brudt, men det får ingen mærkbare konsekvenser. Derfor bør politikerne indføre en autorisationsordning, siger Helene Toxværd, formand for LLO.
Hun mener, at udviklingen på boligmarkedet er kørt af sporet.
- Det er ikke et sundt boligmarked - det er et marked, der er løbet løbsk og kræver politisk indgriben, siger hun.