Når danske filmmagere skal søge støtte og rådgivning til deres film i fremtiden er det manuskriptforfatter og radiovært Steen Bille, som sidder på den anden side af bordet.
Bestyrelsen i Det Danske Filminstitut har nemlig enstemmigt besluttet, at Steen Bille skal ansættes som filmkonsulent fra den 1. april 2010.
Når han betræder sin nye bestilling vil han især have fokus på at finde nye talenter, men også arbejde tæt sammen med manuskriptforfattere og instruktører.
"Jeg vil i mit samarbejde med manuskriptforfattere og instruktører spørge ind til nødvendigheden af at ville fortælle lige netop deres historie. For hvis ikke skaberne drives af en nødvendighed, kan det blive svært at finde den kunstneriske begrundelse for at producere filmen og endnu sværere for publikum at træffe beslutning om at se den færdige film," siger Steen Bille.
Steen Bille er cand.phil i dramaturgi fra Århus Universitet og har siden 1986 været vært for radioprogrammet 'Kulturkontoret' på P1. Han har desuden vundet en Robert for sit manuskript til Niels Arden Oplevs film 'Drømmen'.