I går uddelte Københavns Kommune kvalitetsprisen for 2007 til Parkering København. Prisen går til en kommunal arbejdsplads, som udvikler sig til gavn for både borgere og medarbejdere. De fleste københavnere er ellers ikke særlig glade for parkeringsvagterne, men vagternes arbejde er altså til gavn for borgerne alligevel.
Glade p-vagter
At arbejdet ikke altid er det mest taknemmelige, er netop en af grundene til, at Parkering København har udmærket sig.
»Jeg er imponeret over de flotte resultater, Parkering København har nået for at øge servicen over for borgerne. Det er helt sikkert ikke det nemmeste job i byen, når p-bøden havner i forruden. Derfor er det flot, at de har lavt fravær, høj trivsel og er så gode til at fremme mangfoldigheden,« udtaler overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
Direktør i Parkering København, Anders Møller, roser også medarbejderne.
»Vi var ikke nået så langt, hvis vi ikke havde haft forandringsparate medarbejdere med vilje til at gå ind i projektet og processen,« fortæller han.