Den levende hårdrock-legende Ozzy Osbourne længes efter de gode gamle dage med sex, drugs & rock’n roll i Black Sabbath.
I et interview på MTV fortæller mørkets fyrste, at han håber, at han kan genskabe bandet i dets oprindelige form – det vil sige med ham selv som sanger – og indspille en cd samt tage på turné med bandet.
- Jeg er stadig klar på at lave et album og tage på turné, men vi har ikke noget nyt materiale. Det ville være så let for os at gå i studiet og skabe et album, siger han til MTV.
Ozzy blev smidt ud af bandet i 1979 på grund af sit enorme narkomisbrug. Ozzy er siden fortsat som solist, mens Black Sabbath med jævne mellemrum har udsendt plader og turneret.
Trods mange års uvenskab har tiden læget sårene, fortæller Ozzy:
- Jeg har ikke opgivet idéen, for Tony (Tony Iommi, guitarist i Black Sabbath, red.) og jeg snakker udmærket sammen nu. Vi har repareret en stor del af skaderne mellem os, og nu vil jeg gerne lave et skidegodt Black Sabbath-album, siger Ozzy Osbourne.
Bandet blev oprindeligt dannet i 1968 i Birmingham, og er siden blevet kendt som et af de første og mest indflydelsesrige heavy metal-bands.