Der kan meget vel ende endnu et parti på stemmesedlen, næste gang der udskrives folketingsvalg. I hvert fald hvis står til Lars Boje Mathiesen.
Han nåede som bekendt en ganske kort periode som formand for Nye Borgerlige, inden han ikke bare blev væltet med også ekskluderet fra partiet. Siden har der været stille om løsgængeren, men nu fortæller han om sine fremtidsplaner. Det sker i et opslag til sine mere end 100.000 følgere på Facebook:
– Der er to muligheder: 1) Jeg forsøger at komme med i et andet parti, hvor der er mulighed og plads til at jeg kan fortsætte mit arbejde. 2) Jeg starter et nyt parti, som vil blive noget Danmark ikke har set før, lyder det blandt andet.
Han får også lige afsendt en bredside mod sit tidligere parti:
– Jeg kommer aldrig til at acceptere, at en håndfuld mennesker i en hovedbestyrelse, skal afslutte mit politiske arbejde og min kamp for borgernes rettigheder, skriver han.
Skulle valget falde på et nyt parti, skal Lars Boje Mathiesen i arbejdstøjet og ud på gader og stræder. Det kræver nemlig mindst 20.195 vælgererklæringer for at kunne blive opstillingsberettiget til folketingsvalg.