Lasse Vibe er vel nok den største overraskelse i landstræner Morten Olsens trup til træningskampen mod Slovakiet.
Sønderjyske-spilleren har kun spillet lidt over en halv sæson i Superligaen, men den 15. august får han muligheden for at få landsholdsdebut mod slovakkerne.
Lasse Vibe er ikke overraskende en glad mand efter udtagelsen.
- Jeg blev i første omgang meget overvældet, da jeg fik meddelelsen om udtagelsen. Dernæst en stolthed og den helt specielle nationalfølelse over at være én af de udvalgte, der skal repræsentere Danmark, siger Lasse Vibe til Sønderjyskes hjemmeside.
- Det er vel alle fodboldspilleres drengedrøm at skulle spille i rødt og hvidt. Sådan har det også været for mig, fortæller den offensive midtbanespiller.
Lasse Vibe kom til Sønderjyske fra 1. divisionsklubben FC Vestsjælland i vinterpausen, og han er en vigtig del af det Sønderjyske-hold, der efter de første fire spillerunder i Superligaen ligger på en delt andenplads.
Han tror på, at udtagelsen til testkampen ikke nødvendigvis bliver hans sidste.
- Gør man det godt, er der altid en chance for at komme videre til de kommende landskampe.
- Nu må vi se, hvad tiden bringer. Én ting er helt sikkert; jeg vil selvfølgelig gå 100 procent efter at vise, hvad jeg kan, hvis jeg får chancen for at komme på banen på onsdag, lyder det fra Lasse Vibe.
Danmark spiller sin første VM-kvalifikationskamp den 8. september mod Tjekkiet.
/ritzau/