Humøret var højt i Esbjergs omklædningsrum, efter at vestjyderne meget overraskende havde slået Standard Liege med 2-1 efter et sejrsmål dybt inde i overtiden i torsdagens Europa League-kamp.
Hele klubbens ledelse var forbi for at sige tillykke, og også de tre tidligere Esbjerg-profiler Søren Rieks, Kevin Conboy og Jesper Jørgensen, der nu spiller i henholdsvis Holland og Belgien, stak hovedet indenfor.
- Der var en god stemning derinde, men også lidt uvirkelig, siger Esbjergs målmand Frederik Rønnow, der stod en fremragende kamp.
- Der var ikke nogen, der havde regnet med, at vi ville tage tre point hernede, så det er en super følelse, men et eller andet sted også lidt surrealistisk, lyder det fra den unge målmand.
Han demonstrerede sit store talent i den vanskelige kamp mod et belgisk klassemandskab, der pressede hårdt på til sidst.
Men Rønnow stod fast, havde sikre hænder og gav ingen returbolde, mens de sidste minutter sneglede sig af sted set med Esbjerg-øjne.
- Jeg tænkte: "Giv os lige to minutter, så laver vi et mål mere". Nej, jeg kunne godt mærke, at der kom tryk på, efter at de udlignede.
- De fik publikum med igen, og selv om vi egentlig langt hen ad vejen spillede bedst, så havde et point nok været fint.
- Men så scorede vi til sidst, og det er jo helt fantastisk, siger Frederik Rønnow.
Esbjerg har sammen med Salzburg tre point i Europa League-gruppen efter første spillerunde.
Østrigerne vandt overbevisende med 4-0 hjemme over svenske Elfsborg, der havde den danske angriber Mikkel Beckmann og målmand Kevin Stuhr-Ellegaard med i hele kampen.
/ritzau/