Overvægt kan gøre det sværere at finde et job. Derfor tilbyder 20 kommuner nu slankekurser for overvægtige, som led i deres vej tilbage til arbejdsmarkedet.
Esbjerg Kommune er en af dem, der for første gang målretter slankekurser til ledige.
"De svært overvægtige er en gruppe, der har svært ved at få job. Overvægt og usund livsstil rammer ofte socialt skævt, og det bliver svært at se, hvad der kommer først: Overvægten eller manglen på arbejde," siger projektleder for Esbjerg Kommune, Louise Klok Ingvartsen, til JydskeVestkysten.
Kurserne er bygget op omkring de samme principper som de rygestopkurser, der har været en stor succes i mange kommuner. Planen er, at de overvægtige mødes en gang om ugen, hvor de får gode råd og vejledning til at smide de overflødige kilo.