Det kan hurtigt blive en ond cirkel, hvis du har lidt for meget på sidebenene og gerne vil tabe dig.
For optimistisk går du jævnligt på vægten for at se, hvor meget du har tabt dig, men når du opdager, at du ikke har tabt særlig meget, eller overhovedet ikke noget, af din slidsomme træning, kan du blive svært skuffet.
Så meget spiller søvn ind, når du skal tabe dig. Se disse simple råd på Søndag.dk
Forklaringen kan være, at træningen i sig selv er stressfremkaldende, og det er med til at blokere for det ønskede vægttab. Og det endda længe efter, at man har afsluttet sit træningsprogram, det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Det tyder resultaterne af et norsk forskningsprojekt med 35 inaktive, overvægtige personer på. Brynjar Foss fra Universitetet i Stavanger tilrettelagde et program, hvor den ene halvdel af de overvægtige fik omfattende fysisk træning, kost- og livsstilsændringer samt adgang til terapi. Den anden halvdel fungerede som kontrolgruppe. Alle deltagere havde en BMI på 35 eller derover.
Forøgelse af stressniveauet
Træningsgruppen tabte sig ikke så meget, som man havde troet. En mulig forklaring kan være en forøgelse af stressniveauet, målt gennem niveauet af stresshormonet kortisol. For niveauet af kortisol steg mærkbart i træningsgruppen, og anden forskning tyder på, at når stressen øges, bliver det mere vanskeligt at gå ned i vægt.
Hypnose fik fart på vægttabet. Noget for dig? Læs mere på udeoghjemme.dk
Mere præcist havde træningsgruppen et 67 pct. højere niveau af kortisol en halv time efter, de var vågnet, sammenlignet med kontrolgruppen. En kontrolmåling seks måneder efter, at projektet var afsluttet, afslørede ganske vist en reduktion i kortisolniveauet på en tredjedel, men det lå stadig langt over kontrolgruppens.
Forskernes konklusion på undersøgelsen er, at det forøgede niveau af kortisol måske modarbejder en vægtreduktion og muligvis kan forklare, hvorfor overvægtige har svært ved at tabe sig gennem fysisk aktivitet.
Af Cecilie Wenstrup, NewsDesk, Aller Media