En tyk mave kan i sig selv give åndenød, men faktisk kan den også give astma. Overvægtige personer med et såkaldt body mass index over 25 har 51 procent større risiko for at få astma, mens decideret fede mennesker har en næsten dobbelt så stor risiko.
Det viser en stor amerikansk undersøgelse med i alt 333.000 patienter, hvor sammenhængen mellem overvægt og astma blandt voksne blev undersøgt, skriver tidsskriftet American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.
Forskerne mener, at færre ville få astma, hvis flere fik hjælp til at smide de ekstra kilo.
Læs mere om astma i boksen til højre
Astma er en kronisk betændelsestilstand i lungerne, som kan give åndenød, hoste, trykken for brystet og hvæsende/pibende vejrtrækning.
Overvægt opgøres efter skalaen body mass index, BMI, hvor et BMI over 25 betegnes som overvægt. Det svarer til, at en person på 180 centimeter vejer over 81 kilo.
Fedme betegnes som et BMI over 30. Det svarer til, at en person på 180 centimeter vejer over 97 kilo.
BMI udregnes ved at dividere vægten i kilo med højde i meter gange højde i meter.