Der skete ikke en voldtægt, da en mand en tidlig søndag morgen i begyndelsen af juni blev overfaldet ved Sankt Hans Torv i København.
Det har politiets efterforskning klarlagt, oplyser vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard.
I første omgang blev en 29-årig mand sigtet for voldtægt, men videoovervågning fra stedet viste sidenhen, at der ikke fandt en voldtægt sted.
- Indledningsvist var der indikationer på, at en voldtægt kunne havde fundet sted. Derfor efterforskede vi det som voldtægt, siger Bjarke Dalsgaard.
- Videoovervågning på stedet gør, at vi kan udelukke, at en voldtægt har fundet sted.
Derfor blev den 29-årige kun tiltalt for vold, og i slutningen af juni blev han idømt 30 dages fængsel.
Overfaldet fandt sted tidlig morgen 6. juni, da de to mænd stødte på hinanden på Sankt Hans Torv. Her havde de angiveligt en konflikt, som endte med, at den 29-årige mand udsatte den anden for vold.
Volden var nok til at slå den anden mand bevidstløs, og derfor kunne han ikke selv vide, hvad han ellers blev udsat for.
Der var også indikationer på, at han havde udsat ham for voldtægt, og derfor blev han også sigtet for det.
Den 29-årige blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor han blev sigtet for voldtægt, men nægtede sig skyldig. Dommeren valgte dog at varetægtsfængsle ham i 13 dage.
Lidt over tre uger senere kunne sagen så afsluttes, efter at politiets efterforskning havde udelukket voldtægten. Da dommen endte på 30 dages fængsel, havde den 29-årige udstået sin straf, da han fik dommen.
/ritzau/